Vores kontorer blev udsat for hærværk

Mit navn er Anja. Jeg er født i Nürnberg, så jeg er franker. Jeg fandt Scientology i 1990, og fire år efter blev jeg gift og opdrog tre børn.

Jeg arbejdede i en familievirksomhed hvor vi holdt seminarer og kurser. Første gang jeg oplevede voldsom diskrimination, var i 1991 da der blev offentliggjort en stor artikel i tidsskriftet Stern. Bagefter mistede vi en masse kunder som bare ville distancere sig fordi de ikke ville have noget med scientologer at gøre. Jeg husker også når vi havde booket seminarer på hoteller – en aften havde vi et arrangement klokken otte, og vel halvanden time før ringede hotellet: “Øh, vi har fundet ud af at I er scientologer. Vi udlejer ikke hotelværelser til scientologer.” Det var tydeligvis planen at gøre livet surt for os og dybest set knuse os.

Jeg husker også en månedlang kampagne fra Junge Union [politisk ungdomsorganisation]. Vi havde vores firma i en lille by, og i de omkringliggende landsbyer holdt de så – om aftenen, i gymnastiksale eller på skoler – paneldebatter mod os, mod Scientology og vores virksomhed. Som regel mødte 500 til 800 mennesker op. Vi spurgte om vi måtte være med i panelet. De sagde: “Nej.” Det var en hel månedlang kampagne imod os – for at tage kunderne fra os eller simpelthen lukke firmaet ned.

Én ting mere der var endnu værre, var på nytårsdag da vi tog til vores kontor som lå i et industrikvarter, og der var blevet brudt ind i kontorbygningen, og den var fuldstændig vandaliseret – virkelig bevidst. Døre som ikke var låst, var alligevel blevet sparket ind. Glasruderne var alle sammen smadret. Der var papir – alt var i kaos, virkelig raseret. Men de tog ingenting. Så kom politiet og registrerede det hele. De sagde: “Hvis de ikke tog noget, må de have efterladt noget.” Det var også tilfældet. Der var blevet stillet en radio der. Selvfølgelig var der en aflytningsenhed i radioen. Når jeg fortæller det på denne måde, lyder det virkelig som en krimi. Men det var virkelig en kampagne for at gøre livet surt for os. For eksempel havde vi solgt et hus hvor vi havde boet privat. Og to år efter ringede køberen til os og sagde til min mand: “Vidste du at hele huset var aflyttet?” Fordi de havde renoveret væggene og fundet aflytningsudstyret. Og det betyder at de bare aflyttede os. Jeg synes det er virkelig rystende, eller ligefrem sørgeligt at noget som dette – specifikt i Tyskland med hele dets historie – er muligt igen. At forfatningen bare kan trækkes i sølet på den måde, at folk bliver diskrimineret bare fordi de har en anden tro.