Hele klassen begyndte at råbe ad mig.

Jeg hedder Sibylle. Jeg er blevet kaldt Billie hele mit liv. Jeg er vokset op i Tyskland.

Jeg voksede op i München, som en ægte münchener. Jeg gik i skole i München. Jeg gik på en pigeskole og fulgte den protestantiske religionsundervisning med en sød religionslærer som en dag besluttede – det må have været i syvende klasse – som besluttede at vise os en film. I den her film var der nogle fuldstændig forfærdelige scenarier; folk der skreg og løb ned ad gangen, bare fuldstændig absurd, og på en eller anden måde blev det rubriceret som Scientology. Da filmen var slut, kaldte læreren mig op til tavlen og sagde: “Nå, Sibylle er scientolog, eller hun har noget med Scientology at gøre, og hun kan svare på jeres spørgsmål nu.” Man kan næsten ikke forestille sig det kaos. Hele klassen begyndte at råbe ad mig. Nogle af dem rejste sig op. De tilkendegav deres holdninger med næverne. De reagerede virkelig med voldsom intensitet og en masse had. Det kostede mig alle mine venskaber, eller næsten alle. Jeg blev ikke længere inviteret til fester eller fødselsdage. Det var en virkelig traumatisk oplevelse, må jeg sige. Det var en virkelig modbydelig og ondsindet ting. Den her oplevelse prægede mig, den rystede mig virkelig.

Jeg har tre børn, tre sønner, og min yngste søn startede i skole i 2007, og i starten af første klasse er der altid valg af forældrerepræsentanter. Den tidligere forældrerepræsentant var stoppet. Så kom der en ny til i hendes sted. Og en eftermiddag hvor jeg skulle mødes med hende – hvor der var planlagt et aftenmøde – ringede hun til mig, fuldstændig ude af den, og sagde at som Scientology medlem ønskede hun ikke at have mig med til forældrerådet den aften. Uanset hvad, så fik jeg flere advarselsopkald den eftermiddag fra venner der sagde: “Pas på, hende Angelika, hun er pisket helt op, og hun vil helt sikkert gå imod dig og sige grimme ting.” Jeg besluttede så at tage min mand med, eller rettere, min mand ville ikke have at jeg gik alene. Sammen tog vi hen til skolen på tidspunktet for mødet. Vi blev mødt på trappen og fik besked på at forlade bygningen med det samme, for ellers ville de ringe til politiet. Vi stod i skolegården, og da vi kiggede op, så vi de andre stå ovenpå og skænke champagne, og de skålede med hinanden – tydeligvis glade for at være sluppet af med de forfærdelige scientologer. Uanset hvad, så fortsatte historien lidt endnu. Kort efter var der en basar. Jeg gik ind i skolegården til den her basar. Der var faktisk flere forældre der fór hen mod mig og prøvede at skubbe mig væk, at genne mig ud igen – de hev mig i håret. I hvert fald en af dem gjorde det. Det var en scene som jeg syntes var virkelig voldsom. Det var et øjeblik hvor jeg spurgte mig selv hvor jeg egentlig var, og hvad der egentlig foregik her, for det er simpelthen bare for absurd.